I strålende solskin afholdt Eskebjerg Beboerforening den årlige Sommerfest på fælles-arealet Myretuen lørdag for lidt over 40 deltagere, heraf et tysk turistpar, som havde fundet vej til festpladsen.
For tredje år i træk underholdt Johnny & The Heartbeats et par timer om eftermiddagen med gamle klassikere af bl.a. Beatles, John Fogerty, Searchers og The Temptations.
Guitaristerne havde dog lidt problemer med guitarstrengene, der måtte stemmes jævnligt p.g.a. varmen fra den kraftige sol. Det ødelagde på ingen måde stemningen for tilskuerne, for forsangeren Hans-Jørgen fortalte små historier og vitser i mellemtiden.
Der blev hygget med kaffe og hjemmebag fra kageboden samt vafler der blev bagt på primussen. Enkelte tog en ’sving-om’ på flisearealet.
Da bandet var færdige med at spille blev grillen tændt og deltagerene fik grillet medbragte bøffer og pølser, som blev nydt indtil solen gik ned.
En herlig dag, hvor vejret endnu engang var med os og der blev sludret på kryds og tværs.
Se alle billederne fra denne dejlige dag her…..
Næste arrangement i Eskebjerg Beboerforening bliver når vi fejrer foreningens 20 års jubilæum. Det sker i forbindelse med Eskebjerg Motionisternes lørdagstur rundt i området d. 12. september kl. 9.00 fra Daglibrugsen i Eskebjerg. Her kan deltages både på ben og cykel og beboerforeningen gir kaffe og en bid brød til deltagerne efterhånden som de vender tilbage til p-pladsen. Mange aktive personer har holdt ’liv’ i foreningen igennem de sidste 20 år, så vi løber en ny 20-års periode – med gode oplevelser – i møde..

