Referat af trafikmøde i Eskebjerg 18/1 2017

Der var et stort fremmøde, ca. 50 mennesker, til aftenens tema.
Hanne bød velkommen til de fire politikere, Svend Erik Autzen, Hanne Olesen, Niels Erik Danielsen og Martin Schwartzbach samt vejingeniøren Ahmed Bilgen. 

Der var enighed om at tage debatten i stort forum. Alle fik mulighed for at komme til orde med klager og spørgsmål til politikerne. Hanne Blond var en streng og retfærdig ordstyrer. 

Flere følte sig generet af den megen pendlertrafik til Kalundborg. Der er for høj fart gennem byen. Landbrugsmaskinerne skabte også bekymring pga. Fart og størrelse. Der var repræsentanter for det lokale landbrug til stede ved mødet. Både de og politikerne mente at dialog er vejen frem samt respekt for den 30 km. Fartgrænse, som allerede eksisterer for landbrugskøretøjer. Maskinerne bliver næppe smallere og husene flytter sig ikke så kun nedsat fart og dialog er en løsning.

Generelt er der et ønske om at få farten ned gennem byen.

Politikerne svarede løbende på spørgsmål og klager. Bl.a. Blev der gjort opmærksom på dårlige veje med huller i, hvorefter politikerne opfordrede borgerne i byen til at downloade app’en “Giv et prej” hvorfra man kan informere kommunen om de dårlige veje. Kommunen er afhængig af, at borgerne hjælper til, således at hullerne kan blive indberettet og repareret. Det skulle efter sigende være meget effektivt.

Der kom en masse forslag til trafiksanering i Eskebjerg. En forslog at politikerne så på, hvordan man kan lede trafikken bl.a. Fra Havnsø op på den store landevej – både for at skåne Lyngen, som er fredet område og for at lede trafikken uden om Eskebjerg.

Der forslås bump i forskellige afskygninger eksempelvis i stil med dem foran BB-friskole, der foreslås riller eller bump ved indfaldsvejene, hvilket vejinginøren ikke mente gav den ønskede effekt. Der blev yderligere foreslået bump gennem hele byen, en rundkørsel ved 5 vejs krydset, og som der tidligere var – nemlig et spejl eller et skilt med farligt vejkryds, sådan at man kan orientere sig, når man kører i 5 vejkrydset. Der er også forslag om en cykelsti i den gamle banegrav. Der forslås påbudt 40 gennem byen. Også “stærekasser” ala de norske blev foreslået – eller evt. en fartskriver med blik som dem de har i Havrebjerg. Der blev nævnt et fodgængerfelt og en inddragelse af det grønne område ved Brugsen blev nævnt, som mulig afsætningsplads til buspassagerer. Der blev talt om muligheden for at dele af Eskebjerg kunne kategoriseres som farlig skolevej, men det er ifølge politikerne noget politiet skal tage stilling til. Der blev forslået et møde med politiet.

Politikerne nævnte at de store grusfirmaer endelig var blevet enige om at bruge hinandens områder/ udkørsler, således at al grustrafik i området fremover udgår fra udkørslen ved Løjtved. Man kunne måske forestille sig en lignende løsning for landbrugskøretøjeren, så de belaster byerne mindst muligt.

Konklusionen på mødet blev at politikerne godt kan se, at byen har et problem. Alle er enige om at farten skal ned pga. De mange sving og derfor ringe udsigtsforhold. Teknik og miljø vil foretage en trafikmåling til foråret. Vi blev bedt om at have tillid til, at de folk, der er ansat til sagen, finder en god løsning – og at ikke alle vil blive tilfredse. Forskning viser at de to minus en striber vi allerede har, ikke er nok i sig selv. Hvis man vil have farten ned, skal de suppleres med noget andet og det vil være udgangspunktet for de videre trafiktiltag.

Der var stemning for et nyt møde i juni når trafikmålingen er foretaget.

Referent: Trine Rosenstand

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.